En kontaktperson for børn og unge er den voksne, der holder fast i aftalerne, når hverdagen er svær at få til at hænge sammen. Et kommunalt tilbud kræver dog mere end et navn og et telefonnummer. Barnet eller den unge skal kende kontaktpersonens opgave og vide, hvordan de kan få hjælp mellem møderne.

Hvornår kan kommunen tilbyde en kontaktperson for børn og unge?

Kommunen kan efter Barnets lov § 32, stk. 1, nr. 3, udpege en fast kontaktperson til et barn, en ung eller hele familien. Det kræver en konkret vurdering af støttebehovet. Ordningen er altså ikke et tilbud, som alle automatisk har ret til, fordi de ønsker en ekstra voksen at tale med. Sagsbehandleren skal undersøge, hvilken støtte der er brug for, og hvordan en kontaktperson kan indgå i den.

Som forælder eller ung kan du begynde med at beskrive, hvor hverdagen går i stå. Beskriv det, der faktisk sker, i stedet for kun at bruge brede ord som mistrivsel eller manglende motivation. Fortæl for eksempel, hvornår en aftale bliver opgivet, og hvilken hjælp der allerede findes. Så har sagsbehandleren noget konkret at spørge ind til. Bed også om at få forklaret formålet med den indsats, kommunen foreslår, og hvilke opgaver kontaktpersonen skal tage sig af.

Et match kræver mere end fælles interesser

Der er ikke fastsat generelle regler for, hvem der kan være kontaktperson. Kommunen vurderer konkret, hvem der passer til opgaven. Valget bør derfor tage udgangspunkt i støttebehovet og i, hvordan barnet eller den unge ønsker at være sammen med en voksen. Fælles interesser giver noget at tale om, men de fortæller ikke, om personen kan håndtere uenighed eller holde en tydelig faglig grænse.

Læg mærke til tempoet ved det første møde. Får den unge tid til at svare? Forklarer kontaktpersonen sin rolle uden indforståede fagudtryk? Et barn behøver ikke fortælle om private forhold, for at mødet er gået godt. Måske er det nok, at barnet forstår, hvem den voksne er, og hvad næste aftale handler om. Aftal også, hvordan den unge kan sige til, hvis kontakten føles forkert. Den besked bør kunne gives til sagsbehandleren uden først at skulle diskuteres med kontaktpersonen.

Kontaktpersonens opgaver skal kunne genkendes i hverdagen

Støtten kan være afgrænset til et bestemt område, for eksempel skolegang, eller omfatte vejledning om den unges samlede livssituation. Kontaktpersonen kan også lytte og trøste. Indholdet afhænger af behovet. Aftalen bør derfor beskrive, hvad kontaktpersonen skal hjælpe med, i stedet for blot at skrive, at den unge skal udvikle sig eller blive mere selvstændig.

En ung vil måske gerne møde i skole, men går i stå ved døren om morgenen. Her kan kontaktpersonen og den unge aftale at følges hen til skolen i en periode. Opgaven er at finde ud af, præcis hvor hjælpen skal sættes ind, ikke kun at tale om fremmøde. Skal kontaktpersonen møde ved boligen eller ved skolen? Hvem får besked, hvis den unge ikke kommer ud? Med en konkret aftale kan parterne senere drøfte, hvilken del den unge selv kan overtage, og hvilken støtte der fortsat skal være til rådighed.

Tilgængelighed skal aftales før behovet opstår

En fast kontaktperson er ikke det samme som en voksen, der altid besvarer telefonen. Aftalen skal beskrive tilgængeligheden, så barnet eller den unge ved, hvornår en besked bliver læst. Det gælder især, hvis kontakten foregår på sms mellem møderne. En kort besked sent på aftenen kan rumme en forventning om svar med det samme, selv om kontaktpersonen først er på arbejde næste dag.

Tal om almindelige beskeder og om situationer, der ikke kan vente. Hvem skal den unge kontakte uden for de aftalte tider? Hvad sker der under kontaktpersonens ferie? Kontaktpersonen skal forklare mulighederne i et sprog, barnet kan forstå, også når situationen er uoverskuelig.

Fleksibilitet bør heller ikke betyde, at mødetidspunkterne hele tiden flyttes. Aftal, hvordan aflysninger håndteres, og hvem der tager kontakt bagefter. Kontaktpersonen bør fortælle, hvornår der kommer en ny tid, og ikke blot skrive, at mødet er aflyst.

Forældrenes plads skal være tydelig

Kommunen kan udpege en kontaktperson til hele familien, selv om barnet eller den unge også har sin egen kontaktperson. De to funktioner behøver ikke have samme opgave. En familierettet indsats kan arbejde med samspillet derhjemme, mens barnets kontaktperson har samtaler og aftaler med barnet. Hvis flere voksne er tilknyttet, bør familien vide, hvem der tager hvilke spørgsmål op. Kommunen skal desuden tilbyde en støtteperson til forældre, hvis barn er anbragt uden for hjemmet.

Forældresamarbejdet kræver en tydelig aftale om information. Den unge skal kende rammerne for, hvad kontaktpersonen fortæller videre, og forældrene skal forstå, hvad de kan forvente at få besked om. Kontaktpersonen bør ikke love ubetinget fortrolighed. Hvis oplysninger giver anledning til bekymring for barnet, kan der være pligt til at handle og underrette.

Almindelige samtaler bør heller ikke automatisk blive til detaljerede referater til forældrene. Spørg konkret, hvordan kontaktpersonen skelner mellem praktiske beskeder og personlige oplysninger. Få også afklaret, hvordan barnet bliver inddraget, når kontaktpersonen skal dele oplysninger med sagsbehandleren.

Opfølgning skal vise mere end antallet af møder

Hvis opfølgningen kun beskriver, hvor ofte kontaktpersonen og den unge har set hinanden, mangler der noget. Møderne er en del af indsatsen, men antallet fortæller ikke, om støtten rammer behovet. Kommunen og den udførende part bør aftale, hvilke forhold de vil følge, og hvordan de vil inddrage den unges egen vurdering. Spørgsmålene kan tage udgangspunkt i de situationer, den unge får hjælp til i hverdagen.

Dokumentationen bør skelne mellem observationer og faglige vurderinger. At en aftale blev aflyst, er en oplysning. At aflysningen skyldes manglende motivation, er en fortolkning, som kræver et grundlag. Kontaktpersonen bør undersøge årsagen sammen med den unge og ikke lade antagelsen stå alene.

På opfølgningsmødet bør der være plads til at ændre arbejdsformen, hvis kontakten ikke fungerer som aftalt. Den unge bør kende de mål, som kommunen vurderer indsatsen efter, og kunne fortælle, hvordan støtten fungerer. Bed om at få præciseret, hvad der ændres efter mødet, og hvem der tager initiativ til næste samtale.

Overgangen efter 18 år skal afklares i god tid

Det fyldte 18. år kræver særlig opmærksomhed, fordi støtten ikke fortsætter på samme grundlag i alle forløb. For unge, der var anbragt umiddelbart før 18-årsalderen, kan kommunen efter Barnets lov § 114 beslutte at opretholde en kontaktperson, hvis den unge er indforstået. Der findes også særlige regler for bestemte grupper. Unge, som umiddelbart før det fyldte 18. år var anbragt uden samtykke, og hvis døgnophold ikke fortsætter, skal tilbydes en fast kontaktperson frem til 23-årsalderen.

Den praktiske afklaring bør begynde, mens der stadig er tid til at planlægge overgangen. Den unge skal vide, om den nuværende kontakt kan fortsætte, og hvilken støtte kommunen tager stilling til. Et skift bør ikke bestå i, at kommunen sender et nyt navn i en besked. Hvis en anden fagperson overtager, bør overdragelsen omfatte de konkrete aftaler, som den unge bruger i hverdagen. Aftal med den unge, hvilke oplysninger der skal gives videre, og sørg for, at tidspunktet for den første kontakt med den nye person ligger fast.